Fru Winsnes’ datter, Barbara, fortalte i barndomserindringene sine at hele kokebokeventyret starta med at fru Winsnes lagde en håndskrevet kokebok som Barbara skulle få med seg når hun gifta seg. 

Selv ga naturligvis fru Winsnes flere grunner enn som så: i forordet til førsteutgaven skrev hun om “den Uvidenhed, hvori jeg henlevede min første Ungdom som en elsket Moders Sygevogterske”, om at den tida i livet lærte henne hvor ubehagelig det er å å ikke være kompetent i sitt virke, og i tillegg “indgav mig ivrig Attraa efter at samle Kundskab”.

Etter at mora døde, flytta den da femten-seksten år gamle fru Winsnes inn hos storesøstera, som også var sjuk. Uten noe særlig med kunnskaper og erfaring skulle hun styre søsteras husholdning. Ikke overraskende finnes det flere fortellinger om at hun slet med å sette seg i respekt hos tjenestefolket. 

Selv om den kommende fru Winsnes hadde noen “ufuldstændige og uforstaaelige” kokebøker å ty til, følte hun ofte “savnet av en simpel og tydelig Underviisningsbog i Huusholdningen, og undret mig over, at der ingen fandtes i Quindernes eneste Lærefag, medens Herrene vare saa vel forsynede i alle sine.”

Fortellinga om bryllupskokeboka og historia om det gapende hullet i norsk husholdningsbibliografi er sikkert begge sannferdige og riktige. Poenget med denne posten er delvis å dele et utsnitt fra datter-Barbaras erindringer og delvis å dele det originale kokebokmanuskriptet. 

Sånn sett passer kanskje den fortellinga hvor det var fru Winsnes’ virke som mor som drev henne ut i kokebokforfatterskapet. Det er bare at jeg blir distrahert av biografiske detaljer. Sånn som at kokeboka var den fjerde bokutgivelsen hennes, og at eventyret kanskje starta tjue år før. For det er vel utgivelse som er terskelen? Eller er terskelen utgivelse under eget navn? 

Uansett ligger denne første håndskrevne kokeboka i nasjonalbiblioteket. Den er digitalisert så du kan lese den på nett. Den er bare 56 sider lang, og helt sikkert ikke komplett, men det er jo likevel morsomt å kunne se åssen oppskriftene har utvikla seg etter at de først ble skrevet ned.

Barbras barndomserindringer følger. De er absolutt verdt å lese. 

***

Imidlertid kom Paasken, og med den Jens. Han var meget ridderlig og opmærksom mod mig, men jeg var overbevist om, at han sværmede for min Veninde, Bartholomine Breda, fordi han altid gik og skrev “B” allevegne. 

Nogle dage edterat han var reist, kom Mor meget høitidelig og bad mig følge med paa Uldboden, men jeg tvang mig til at svare venligst, for jeg vidste af Erfaring, at det nyttede ikke at komme med Indvendinger lifeoverfor Mor. Jeg fulgte altsaa med, men jeg blev ganske ugyggelig tilmode, da Mor laasede Døren og halede et Brev frem af sin Lomme. Det var Jens, som bad om at faa mig til Hustru.

Saa flau tror jeg aldrig, jeg har været, men endelig fik da Mor med megen Møie ud af mig, at jeg nok vilde have ham. Mor underrettede ham om mit Samtykke, og han kom da ned til os som min Forlovede. 

Det var, medens Mor strævede med at afskrive alle mine Opskrifter til mig, at Husjomfruen kom ind og sagde at nu havde “Mor” skrevet disse saa ofte, at det sandelig var bedst at lave en Bog af dem. 

Saaledes blev «Hanna Winsnes’ Kogebog» til.

Disse Opskrifter blev en kilde til meget Spas i mit nye Hjem, for min Mands Venner drog ud i det store Kjøkken og satte sig til at læse op af dem for at passe paa, at jeg lavede maden rigtig. Specielt var Bernhard Herre, som paa sine Streiftog i Skogen stadig aflagde os Besøg, og Nicolay Schwach mine tro Kjøkkenskrivere. En anden Ven af min mand, en ung Hegermann fra Kristianssand, sad og spillede Violin for min Søster og mig under en hel Slagtning, for at vi “ikke skulde drukne i Livets Prosa”

Kilder:

• Den digitaliserte kokeboka
• Barbra Ring, Fra Hanna Winsnes’ prestegaard, Aschehoug 1911
• Hilde Diesen, Hanna Winsnes: dagsverk og nattetanker, Aschehoug 2000.